Bolsjehusets tips og ideer

Hvide bolsjer med røde striber spredt ud over en hvid overflade.

Her på siden finder du tips, idéer og gode råd til bolsjekogning – lige fra valg af ingredienser og udstyr til arbejdet med selve bolsjemassen. Vi deler ud af vores erfaring fra mange år med bolsjekogning og hjælper dig godt på vej, uanset om du er nybegynder eller allerede har prøvet kræfter med bolsjekogning.

Æblesyre og citronsyre
Når du laver frugtbolsjer, tilsættes æblesyre eller citronsyre for at fremhæve den friske og syrlige frugtsmag. Begge kan bruges til bolsjer, men æblesyre har en finere konsistens end citronsyre og giver sin egen karakteristiske syrlighed.
 
Godt at vide om Bolsjehusets anis aroma: Bolsjehusets anis aroma er helt ren og uden tilsætningsstoffer. Derfor kan den blive hvid og stivne, især når den opbevares køligt. Er aromaen stivnet, kan flasken lægges på en lun radiator i ca. 10 minutter, så bliver den flydende igen.

Krystalisering
Har du problemer med, at bolsjemassen krystalliserer, kan du prøve at sætte låg på gryden de første 5–7 minutter af kogningen. Kondensen fra låget løber ned langs grydens sider og kan hjælpe med at forhindre krystallisering. Tag derefter låget af, og kog videre som normalt. Undgå også for mange håndklæder eller andre isolerende lag under bolsjevævet. Hvis massen holdes meget varm, bør du vente lidt med at tilsætte ingredienser. Du kan desuden prøve at øge mængden af spraytørret glucose fra 1½ dl til 2 dl pr. 500 g sukker.

Mine bolsjer klistrer
Bolsjer lavet med druesukker kan lettere blive klistrede – også efter de er pakket. Prøv i stedet spraytørret glucose i samme dosering. Det giver ofte mere sprøde bolsjer. Massen kan dog blive lidt varmere at arbejde med, så du skal arbejde en smule hurtigere. Vil du prøve dig frem, kan du starte med halvt druesukker og halvt spraytørret glucose.

Lakridspulver
Køber du lakridspulver i større mængder, kan det med fordel fryses ned i mindre portioner i tætsluttende poser. Tag den ønskede portion op, inden du skal lave bolsjer. Sørg blot for, at poserne er lukket helt tæt inden frysning.  

Sukkerfri bolsjer
Sukkerfri bolsjer kan fremstilles med forskellige sukkererstatninger og sødestoffer, og de har forskellige egenskaber. Hos Bolsjehuset finder du blandt andet polydextrose og sucralose til fremstilling af sukkerfri bolsjer. Vær opmærksom på den anbefalede dosering, og følg altid vejledningen til det enkelte produkt. Sukkerfri bolsjemasser kan desuden kræve lidt mere aroma for at få en kraftig og tydelig smag.  

Sådan deler du bolsjemassen i to farver
Når du laver stribede eller flerfarvede bolsjer, kan det være lettere at arbejde på to bolsjevæv – et stort til hovedmassen og et mindre til den anden farve. Når ingredienserne er tilsat den lille portion, kan vævet foldes omkring massen og dækkes med et viskestykke. På den måde holder den sig varm, mens du arbejder med den anden masse.

Hvis den hvide farve klumper
Hvis du har problemer med den hvide farve kan du koge den med i massen. Bland sukker, glucose/druesukker og vand, tilsæt 1 tsk. hvid farve, og kog derefter massen som normalt til 162 °C.

Når bolsjerne splintrer ved hakning:
Hak bolsjerne, mens de stadig er en smule lune, men ikke længere bløde. Løft kun hakkebladet så meget, at bolsjestangen kan komme ind under, og hak hurtigt ned uden at bruge unødvendig kraft. Det mindsker risikoen for, at bolsjerne splintrer.  

Du kan altid lave bolsjer på forskud
Bolsjer lavet med spraytørret glucose kan fryses, så du sagtens kan lave dem i god tid til eksempelvis fødselsdage eller andre arrangementer. Lad bolsjerne køle helt af, pak dem i små poser og læg dem i fryseren. Tag dem op dagen før, de skal bruges.

Bolsjeske
En bolsjeske er praktisk, når de færdige bolsjer skal fyldes i poser. Den gør det nemt at håndtere bolsjerne og fordele dem i emballagen. Se vores bolsjeskeer her

Husk handsker
Når du koger bolsjer, er det vigtigt at beskytte hænderne mod den varme bolsjemasse. Brug en bomuldshandske inderst og en plastikhandske yderst. Se vores handsker her

Bolsjer med mønstre:
Vil du lave mønstre i bolsjerne – f.eks. smileys eller blomster – skal bolsjestangen hakkes frem for klippes. På den måde bliver mønstret tydeligt og flot i det færdige bolsje. Renoverede brødhakkere fås i Bolsjehusets butik.

Robust kageudskærer til præcis skæring af kager og bagværk.