Velkommen til Bolsjehuset

Det er populært at lave lækkerier med lakridssmag i øjeblikket og ikke uden grund, det smager fantastisk.
Vi vil derfor gerne dele vores yndlings opskrifter på lækkerier med lakrids med vores kunder og venner af huset.

Alle opskrifterne indeholder enten lakridspulver, lakridssirup og/eller kakaosmør. Find kakaosmør og sirup her og lakridspulver her.

Rigtig god fornøjelse

 

 

Trøffler med lakrids

Trøfler med lakridspulver

Ca. 25 stk.

Ingredienser:
1dl. fløde (brug gerne lidt mere da noget af fløden fordamper)
150g mørkchokolade
2 tsk. lakridspulver
mørkchokolade til overtræk

Varm fløde og lakridspulver op til kogepunktet. Lakridspulveret vil klumpe først, men så snart fløden bliver varmt, vil det smelte ind i fløden. Når fløden koger, hældes den ud over chokoladen, som skal smelte helt. Massen sættes i køleskabet til den er størknet til en fast masse. Herefter kan massen nemt rulles til små kugler.

Smelt den mørkechokolade over vandbad og vend kuglerne i – det er nemmest med brug af 2 gafler. Opbevar kuglerne i køleskabet til de skal serveres. Drys evt. med lidt lakridspulver inden servering.

 

Et lille fif:

Hvis du skal lave overtræks-chokolade kan du med fordel smelte lidt kakaosmør med i chokoladen. Det vil gøre chokoladen nemmere at arbejde med og "fortynde" den lidt, så den er nemmere at smøre ud/overtrække med.

 

 

Lakrids macarons

Lakrids Macarons med lakrids-creme

Ca. 20 stk.

Makronbunde:
100g mandelmel
200g flormelis
3 store æggehvider
60g sukker
3tsk. lakridspulver

Smut mandlerne og mal dem til hel fin mel (sørg for mandlerne er tørre inden de males). Bland herefter flormelis og lakridspulver i. Æggehviderne piskes med sukker i ca. 10 minutter, til de er stive. Vend nu mandel/flormelis-mel i æggemasse.

Put massen i en sprøjtepose og fordel dem ud på en bageplade med bagepapir, så de former   små runde bunde på størrelse med en 5 krone. Lad nu bundene stå minimum 30minutter til de føles faste og ikke klistrer.

Bag bundene ved 150 grader i ca. 8minutter. Det er vigtigt, at de ikke får for meget. Vent med at fjerne dem fra bagepapiret til de er kølet af

Creme:
1,2dl. fløde
125g chokolade (Vi har lavet dem med mørk, men de smager også godt med hvid chokolade)
40g lakridssirup
1tsk. lakridspulver

Start med at hak chokoladen. Derefter bringes fløde, lakridspulver og lakridssirup i kog. Den kogende fløde hældes ud over chokoladen til den er smeltet. Stil cremen i køleskabet til den er blevet fast i konsistensen.

Når bundene er kølet af, fyldes lakrids-cremen i en sprøjtepose og fordeles mellem to makronbunde.

 

 

Trøffler med lakrids

Oreo-trøfler med lakridssmag

Ca. 20 stk.

Ingredienser:
125g Oreo
50g flødeost
2 tsk. lakridspulver
Lyschokolade til overtræk

Blend Oreo i en foodprocessor, minihakker eller lign.  til de er helt fint-malet. Vende ”Oreo-melet” sammen med flødeost og lakridspulver. Massen sættes i køleskabet til den er stivnet. Når den er godt kølet rulles massen til små kugler.

Smelt lyschokolade over vandbad og vend kuglerne i – det er nemmest med brug af 2 gafler.
Opbevar kuglerne i køleskabet til de skal serveres. Drys evt. med lidt lakridspulver inden servering.

 

 

Lakridsfrosting

Lakrids-frosting til cupcakes

Til ca. 12 cupcakes

100g smør
275g flormelis
200g creme-cheese
3tsk. lakridspulver eller 2spsk. lakridssirup

Bland alle ingredienserne sammen og fordel på afkølede cupcakes. Pynt evt. med lakridskrymmel.

 

 

lakridsmarenges

Super nemme marenges med lakridssirup

Ca. 40 stk.

Ingredienser:
6 æggehvider (pasteuriseret)
300g sukker
4spsk. lakridssirup

Pisk æggehvider og sukker til en stiv marenges-masse. Pisk gerne i 10minutter. Vend herefter lakridssirup forsigtigt i.

Hæld fyldet i en pose og tryk marengs-toppe ud på en bagplade med bagepapir på.  
Hvis du vil have en fin lakrids-struktur i marengsen, kan du hælde lidt lakridssirup i posen inden marengsmassen kommes i. Det skal kun være meget lidt, da for meget vil få marengsen til at falde samme.

Bag dem ved 150 grader varmluft i 15 minutter. Lad dem herefter gerne stå i ovnen et par timer uden at åbne lågen.

Tricket er at få en marengs, der er sprød i skorpen og lidt blød i midten.

 

 

roulde med lakrids

Marcipan & nougat rulle med lakrids og hvid chokolade

Ingredienser:
Marcipan – ca. en halv pakke (afhængig af hvor meget du vil lave)
Nougat – ca. en halv pakke (afhængig af hvor meget du vil lave)
2 tsk. lakridspulver
Hvid chokolade

Rul marcipan ud i en firkant. Det er nemmest at rulle ud hvis du lægger det mellem 2 stykker bagepapir. Herefter skæres tynde stykker blød (ikke køleskabskold) nougat ud og placeres ovenpå din marcipan firkant, så det dækker hele marcipanen. Herefter drysses lakridspulver ovenpå nougaten – og nu rulles det hele til et ”roulade”.

Herefter dækkes rullen med hvid chokolade, som smeltes over et vandbad. Drysses lidt lakridspulver ud over rullen til pynt og lidt ekstra lakrids smag.


 

Småkager med lakrids

Småkager med lakridssirup

Ca. 25 stk.

Ingredienser:
150g blødt smør
250g sukker
1tsk. salt
1 æg
200g hvedemel
1tsk. bagepulver
4store spsk. lakridssirup (hvis man ønsker endnu mere lakridssmag tilsæt evt. 1-2 tsk lakridspulver også)
120 g hakket chokolade.

Rør smør og sukker godt sammen. Piske ægget i. Bland nu resten af ingredienserne i massen. Husk at hak chokoladen I grove stykker inden den blandes i. Herefter skal massen hvile en times tid eller mere i køleskabet.

Rul massen til en pølse og skær den ud i ca. 25 stykker, som formes til små kugler. De små kugler placeres på en bagplade med bagepapir, og trykkes let flade med en finger.
Bag dem i 8 minutter ved 150 grader varmluft. Det er vigtigt at kagerne ikke bliver for mørke, hvis de gør det, bliver de hårde når de afkøles. De er bedst, når de har en hård kant og en blød midte.

 

 

finsklakrids

Finsklakrids med hvidchokolade

Ingredienser:
Finsk lakrids (vi har brugt sød lakrids, men man kan også sagtens bruge salmiak)
Lakridspulver
hvid chokolade

Smelt hvid chokolade over vandbad. Det er vigtigt at chokoladen ikke bliver for varmt, da den eller er svær at få til at stivne (maks. 40grade).
Vend lakridserne i chokoladen og sæt i køleskabet til chokoladen er størknet. Drysses derefter med lakridspulver.

 

 

lakridsmarenges

Super nemme marenges med lakridspulver

Ca. 40 stk.

Ingredienser:
6 æggehvider (pasteuriseret)
300g sukker
2-3tsk. lakridspulver

Pisk æggehvider og sukker til en stiv marenges-masse. Pisk gerne i en 10minutter. Piske herefter kort lakridspulver i.

Hæld fyldet i en pose og tryk marengs-toppe ud på en bagplade med bagepapir på. Bag dem ved 150 grader varmluft i 15 minutter. Lad dem herefter gerne stå i ovnen et par timer uden at åbne lågen.

Tricket er at få en marengs, der er sprød i skorpen og lidt blød i midten.

 

 

marcipan

Marcipankugler med lakrids

Ca. 20-22stk

Ingredienser:
200g marcipan
2-3 tsk. lakridspulver
mørkchokolade til overtræk

Ælt lakridspulver ind i marcipanen. Rul i små kugler. Smelt mørkchokolade over vandbad og vend kugler i chokoladen. Lad dem herefter stivne på bagepapir (sæt dem evt. i kølskabet hvis det skal gå hurtigt).

 

 

Dadelkugler med lakrids

Dadelkugler med lakrids og chokoladeovertræk

Ca. 18-20 stk.

Ingredienser:
150g dadler (det er vigtigt, at det er bløde dadler)
75g hasselnødder eller mandler
1 spsk. lakridspulver
2 spsk. kokosolie (skal smeltes)
2 spsk. kakaopulver
Lys chokolade til overtræk (kan også blot rulles i lakrids- eller kakaopulver)

Blend dadlerne i en foodprocessor, minihakker eller lign. Blend herefter resten af ingredienserne i. Rul massen til kugler. Sæt kuglerne i køleskabet så de kan køle en smule. Overtræks-chokoladen smeltes over vandbad og kuglerne vendes i med en gaffel. Kan evt. drysses med lidt lakridspulver inden de serveres.